Gå til hovedindhold

Danmarks første privatejede biogas-fyldeanlæg ligger i Aalborg

Privatejet gasfyldestation

Foto: Nærenergi

I starten af 2019 kunne Meldgaard Miljø indvie sit nye biogasfyldeanlæg. Anlægget, der er leveret af Nærenergi Danmark, kan langsomfylde 11 gasdrevne skraldebiler. På trods af betegnelsen ’langsom’ er fordelen ved den fyldemetode netop, at man slipper for kødannelse, og for at arbejdet går i stå for de timelønnede ansatte, der arbejder i bilerne, mens fyldningen sker.
 

Langsomfyldning af renovationskøretøjer til gavn for både økonomi og miljø

Anlægget, som ligger et stykke uden for Aalborg by, huser fyldestandere, som kan tanke 11 gasdrevne renovationskøretøjer fra Mercedes. Ideen med langsomfyldning er, at man over tid stille og roligt fylder sine køretøjers tanke op – og dermed ikke alene sparer energi, men også slipper for, at arbejdet går i stå, mens bilerne fyldes. Før i tiden blev renovationskøretøjerne tanket ved et af gasselskabernes offentlige tankstationer. Det tog ca. 30 minutter pr. bil at fylde tanken helt, men udfordringen var, at arbejdet stod stille imens for de 3 medarbejdere i bilen.

”Ideen med at vi skulle have et tankanlæg var, at vi ikke kunne risikere, at vi havde 11 renovationskøretøjer holdende i kø på den offentlige gastankstation med timelønnede ansatte, som sad og ventede på, at det blev deres tur,” udtaler Jørn Balleby, indkøbschef hos Meldgaard.

På anlægget i Aalborg fyldes de 11 renovationskøretøjer løbende, som de kommer hjem til pladsen, eller over natten. Er tankene helt tomme, tager det ca. 5 timer at fylde alle biler op. Det sker altså, mens de ansatte ikke er på arbejde, og bilerne alligevel står stille. Chaufføren skal blot tilkoble fyldestudsen til bilen der, hvor den er parkeret.

”Vi sparer meget tid, ved at vi kan tanke om natten, og ved at der er en tank til hver bil. Derudover tankes der med det såkaldte ”slowfill”, hvilket gør, at der kan være mere gas i hver tank,” siger Jørn Balleby.